(home) (klager) (ordforklaring vedr. sjældenhed) (abonnement på "Månedens Kommentar") 

UDSKRIFT

af

DOMBOGEN FOR VESTRE LANDSRET

_________________

D O M

afsagt den 4. august 2004 af Vestre Landsrets 2. afdeling (dommerne Deleuran, Eva Staal og Jens Erik Stausbøll (kst.) med domsmænd)

i ankesag S-0671-04

Anklagemyndigheden

mod

[den anklagede]

(Advokat Sv. E. Albrechtsen, Holstebro)

Retten i Struer har den 6. februar 2004 afsagt dom i 1. instans (SS 332/2003).

Tiltalte, [den anklagede], har påstået frifindelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

[Politianmelderen] har påstået dommens afgørelse om erstatning stadfæstet.

Tiltalte har påstået frifindelse for kravet om erstatning. Tiltalte har gjort gældende, at seddelblanketterne under alle omstændigheder kan sælges enkeltvis, således som det er dokumenteret i ekstrakten side 37, og [Politianmelderen] har derfor ikke lidt et tab.

Tiltalte og vidnerne [Politianmelderen] og [Vidne-B] har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han i godt 30 år har været møntsamler. Han samlede ikke på pengesedler og havde ikke forstand på pengesedler i foråret 2003. I dag er han professionel mønthandler. Han sendte bøgerne til [Politianmelderen] samme dag, som pengene var blevet indsat på hans konto, det vil sige den 4. april. Han havde haft bøgerne, han købte af [Vidne-B], i ca. 14 dage, før han kontaktede [Politianmelderen]. Omkring årsskiftet 2002/2003 havde han på internettet set, at en mønthandler havde averteret en bog med sedler til salg for 2.000-3.000 dollars. [Vidne-D] er en af de største samlere i Danmark. Han talte med [Vidne-D] en uges tid før henvendelsen til [Politianmelderen]. [Vidne-D] undrede sig over, at der ikke var noget tryk på bagsiden af sedlerne fra Dansk Vestindien. I den første mail fra den 24. marts 2003 skrev han ikke, at sedlerne var i en bog. Han scannede nogle blanketter efter afsendelsen af den første mail og sendte dem til [Politianmelderen]. Han sendte et scan af samtlige blanketter til [Politianmelderen] og ikke kun 2-3 stykker. Han lagde hele bogens side op på scanneren. Den kopi, der er fremlagt, har en sort rand, og den stammer fra hans scanner, men han har ikke fjernet nogen tekst. Han talte også masser af gange i telefon med [Politianmelderen]. Det var i første omgang ikke hans intention at sælge blanketterne til [Politianmelderen]. Han betragtede ikke [Politianmelderen] som en mulig køber, men som en ekspert. Han ville kun have at vide, hvor meget blanketbøgerne var værd. Da [Politianmelderen] gerne ville købe sedlerne, gav han udtryk for, at han ikke handlede på egne vegne. [Politianmelderen] var godt klar over, at der var tale om blanketter i bøger. [Politianmelderen] skrev i mailen af 27. marts, at der var tale om gode blanketter, og at det var synd, at det ikke var rigtige sedler. Dette viser, at [Politianmelderen] godt var klar over, at der var tale om ikke-originale sedler/blanketter. [Politianmelderen] tilbød at købe de to bøger med blanketter for 30.000 kr. Han sagde til [Politianmelderen], at han kun ville sælge bøgerne samlet, for han ville ikke kun sælge de to bøger, der indeholdt blanketter. [Politianmelderen] forhøjede så sit tilbud til 50.000 kr. Han havde nævnt alle bogtitlerne for [Politianmelderen]. Han foreslog [Politianmelderen], at de skulle mødes i Odense, men det ønskede [Politianmelderen] ikke. Det var hans indtryk, at [Politianmelderen] havde meget travlt med at få fat på bøgerne, fordi [Politianmelderen] regnede med at gøre en god handel. [Politianmelderen] ringede nogle dage efter til ham og sagde, at han mente, at han havde givet for meget for bøgerne. Han har efterfølgende fundet ud af, at bøgerne med kopier af pengesedlerne er eftertragtede blandt samlere, fordi det er så svært at få fat på originale gamle pengesedler. Han har set, at en 500-dollarseddel fra Wilckes bog har været sat til salg på auktion på internettet, hvor den blev solgt for 355 dollars. Der var et print på bagsiden af den pågældende dollarseddel i modsætning til den seddel, der var i den bog, som [Politianmelderen] købte.

[Politianmelderen] har supplerende forklaret, at han er gymnasielærer. Han har samlet på mønter siden sin barndom, og først for nylig er han begyndt at samle på sedler. [Person-E], som han godt kender, må fejlagtigt have troet, at vidnet havde forstand på sedler. Han var ikke klar over, at der i Wilckes bøger var kopier af gamle sedler. Tiltalte mailede til ham den 24. marts 2003 uden at nævne, at der var tale om seddelblanketter fra en bog. Tiltalte fortalte, at der var tale om seddelblanketter, som XYZ Andelskasse havde fundet i en seddelbog under oprydning. Han ringede til andelskassen, hvor han talte med en dame, som fortalte, at det var rigtigt, at der var fundet nogle gamle mønter i en rulle, og han gik ud fra, at det så nok også var rigtigt, at der var fundet en seddelbog. Tiltalte hævdede, at han skulle have en kommission på 10 %, og han fortalte også, at han ikke selv kunne købe, fordi han var vurderingsmand. Tiltalte sendte et scan af nogle af blanketterne, 3-4 stykker. Da han meldte sagen til politiet, havde han kun det scan, der er fremlagt som bilag 2 tilbage, fordi resten var gået tabt ved et virusangreb eller var blevet slettet ved en fejl. Han har ikke redigeret i det scan, han sendte til politiet. I mailen han sendte til tiltalte den 27. marts 2003, skrev han, at det var synd, at det ikke var rigtige sedler, hvorved han mente, at sedlerne ville have været mere værd, hvis sedlerne havde været udgivet med nummer og med underskrift. Det var hurtigt gået over fra at være hjælp til vurdering til eventuelt køb. Som samler var han derfor interesseret i at købe sedlerne. Blanketten i seddelmappen er enten klæbet eller hængslet. Tiltalte sagde under en telefonsamtale, at det var originale blanketter, og han fortalte ikke, at der var tale om bilag til en bog. Vidnet ville gerne se blanketterne, men tiltalte syntes, at det var for besværligt for vidnet at rejse til Jylland. Han havde tidligere handlet med tiltalte, og han havde tjekket tiltaltes referencekarakter på internettet.  Derfor gik han med til at byde på blanketterne uden at have set de originale. Under en senere telefonsamtale fortalte tiltalte, at der var tale om to seddelmapper og ikke kun en. Vidnet afgav et tilbud på 50.000 kr. Tiltalte opgav et kontonummer, og han overførte pengene. Da han modtog bøgerne, var han klar over, at de højst var 4.000 kr. værd, og mindre fordi de var slidte. Han ringede straks til tiltalte, der beklagede, at han ikke havde nævnt, at der var tale om blanketter indklæbet i Wilckes bøger. Tiltalte lovede at lade handlen gå tilbage [MEM-note3]. Han talte med [en ansat] fra andelskassen, der fortalte, at bøgerne aldrig havde tilhørt andelskassen, og at det ikke var sandt, at tiltalte var vurderingsmand.

[Vidne-B] har supplerende forklaret, at han havde købt de 4 Wilckebøger på auktion flere år, før han solgte dem til tiltalte. Han syntes, at han fik en god pris for dem henset til deres dårlige stand. De samme bøger er i indbundet stand blevet solgt i november måned 2003 på Thomas Høilands auktioner for godt 3.000 kr. Han havde solgt de to bøger til tiltalte søndag den 23. marts 2003 på et marked. Tiltalte ringede dagen efter og ville købe de to andre, og dem fik han den 29. marts. Wilckes bøger er kun populære på grund af de indhæftede sedler [MEM-anm.: sic].

Tiltalte har yderligere forklaret, at der er sendt mange flere mails mellem ham og [Politianmelderen] end de mails, der er fremlagt i retten. De havde også mange og lange telefonsamtaler, heriblandt en, der varede mere end 3 timer, og hvor de gennemgik hver enkelt af de 63 blanketter. Da politiet efter anmeldelsen under efterforskningen besøgte ham, så betjenten alle de mails, der var sendt, men efterforskningen endte med, at politimesteren ikke ville rejse tiltale, fordi tiltalte ikke havde forsøgt at sælge bøgerne til [Politianmelderen]. Han er ikke længere i besiddelse af korrespondancen.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Tiltaltes og [Politianmelderen]s forklaringer stemmer ikke overens på en række punkter herunder bl.a. med hensyn til, om tiltalte under salgsforhandlingerne fortalte, at der var tale om seddelblanketter fra bøger, hvordan de scannede sedler så ud og antallet heraf samt om andelskassens rolle som ejer af seddelblanketterne.

Tiltalte har ikke i nogen af de mails, der blev sendt til [Politianmelderen], og som blev overgivet til politiet ved anmeldelsen, nævnt, at der var tale om blanketter fra bøger af Wilcke. I en mail af 28. marts 2003 tilbød [Politianmelderen] at købe to seddelmapper for 30.000 kr. Tiltalte havde købt bøgerne med sedlerne sammen med to andre bøger en uges tid før for 2.150 kr., og det endte med, at tiltalte solgte 5 bøger [MEM-note1] for 50.000 kroner.

Både tiltalte og [Politianmelderen] har samlet på mønter i mange år, men ingen af dem havde specielt interesseret sig for pengesedler. Begge må dog med den numismatiske interesse have været klar over, at der var forskel på seddelblanketter og bøger med kopier af gamle sedler.

[Politianmelderen]s forklaring om, at han ikke fik at vide, at det, han kunne købe, var kopier af pengesedler i Wilckes bøger, samt vidnets øvrige forklaring bl.a. om, at tiltalte fortalte, at der var tale om blanketter, som var fundet i XYZ Andelskasse under en oprydning og om, at han ringede til andelskassen og fik at vide, at man havde fundet gamle mønter, er troværdig, og tiltaltes forklaring om, at han havde fortalt [Politianmelderen], at der var tale om pengesedler i bøger, tilsidesættes derfor.

Tiltalte må have været klar over, at [Politianmelderen] gik ud fra, at det han kunne købe af tiltalte, var sedler i seddelmapper og ikke i bøger. Ved ikke at bringe [Politianmelderen] ud af denne vildfarelse, men i stedet udnytte den til at sælge bøgerne for en pris, der lå langt over værdien, har tiltalte gjort sig skyldig i bedrageri.

Det tiltrædes derfor, at tiltalte er fundet skyldig som sket.

Straffen er passende udmålt.

Det tiltrædes endvidere, at straffen er gjort betinget, dog skal prøvetiden regnes fra afsigelsen af landsrettens dom.

De juridiske dommere finder, at der er en vis usikkerhed om bøgernes værdi, herunder værdien af de to vestindiske pengesedler i en af Wilckes bøger uden tekst på bagsiden. Erstatningskravet udskydes derfor til civilt søgsmål.

Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.

T h i  k e n d e s  f o r  r e t:

Byrettens dom stadfæstes, dog således at prøvetiden for den betingede dom regnes fra i dag.

Tiltalte skal betale [MEM-note2] sagens omkostninger for landsretten, dog skal 3.500 kr. af forsvarssalæret betales af statskassen.

Deleuran              Eva Staal        Jens Erik Stausholm (kst.)

Cfr.              - - - - - - - -

MEM-NOTER 03.09.2004

MEM-note1: De 5 handlede bøger var:

(a) Wilcke: ”Specie-, Kurant- og Rigsbankdaler. Møntvæsenets Sammenbrud og Genrejsning 1788-1845”, København 1929, bl.a. med indklæbet 7 styk ensidige pengeseddel-[forside-]’aftryk’ med anvendelse af Nationalbankens originale trykplader og trykt af Nationalbanken selv på u-originalt papir uden underskrifter og uden løbenumre, sædvanligvis på bagsiden med gult påtrykt oplysning ”Trykt som Bilag til Dr. J. Wilckes Bog om Specie-, Kurant og Rigsbankdaler 1788-1845”.

(b) Wilcke: ”Sølv- og Guldmøntfod 1845-1914”, København 1930, bl.a. med indklæbet 23 styk ensidige pengeseddel-[forside- og bagside-]’aftryk’ for størstedelen med anvendelse af Nationalbankens originale trykplader og trykt af Nationalbanken selv på u-originalt papir uden underskrifter og uden løbenumre, sædvanligvis på bagsiden med gult påtrykt oplysning ”Trykt som Bilag til Dr. J. Wilckes Bog om Sølv- og Guldmøntfod 1845-1914”. Endvidere er indklæbet 2 styk pengeseddel-[forside-]’aftryk’ af 2 styk Dansk Vestindiske pengesedler; disse 2 ’aftryk’ er IKKE på bagsiden påtrykt nogen oplysninger om at være ’aftryk’. Disse 2 ’aftryks’ bagsider er altid blanke.

(c) Wilcke: [en tredie bogtitel] uden indklæbede pengeseddel-’aftryk’.

(d) Wilcke: [en fjerde bogtitel] uden indklæbede pengeseddel-’aftryk’.

(e) Rubow: ”Nationalbankens historie 1878-1908”, Kjøbenhavn 1920, bl.a. med indklæbet 30 styk ensidige pengeseddel-[forside- og bagside-]’aftryk’ for størstedelen med anvendelse af Nationalbankens originale trykplader og trykt af Nationalbanken selv på u-originalt papir uden underskrifter og uden løbenumre, sædvanligvis på bagsiden med gult påtrykt oplysning ”Trykt som Bilag til Nationalbankens Historie 1878-1908”.

’Aftrykkene’ benævnes ’facsimiler’ i den numismatiske litteratur allerede fra 1921 af Dr. Polit. Wilcke i dennes boganmeldelse af Rubows 2 bindsværk 1918+1920 (NFM bind V, nr. 17, januar 1921, pp. 209-211).

MEM-note2: Tiltalte skulle betale DKK 9.000 af forsvarersalæret for landsretssagen plus DKK 2.000 retsafgift plus DKK 0 [nul] af anklagersalæret. I alt DKK 11.000. I omkostninger til forsvarssalæret i byretten skulle tiltalte betale DKK 0 [nul], idet landsretsdommen indeholdt mildnelse af byretsdommen.

MEM-note3: I et interview oplyser den tiltalte, at [Politianmelderen] på intet tidspunkt har fordret handlen annulleret, idet [Politianmelderen] fortsat ønsker at beholde de købte effekter, og [Politianmelderen] har meddelt retten, at denne alene ønsker betalt en erstatning/pris-refusion.

Fremhævelser med gul+rød farve er foretaget af Grelber.

Dokumentationsbilag til artiklen Ny dom 04.08.2004 med vidtrækkende følger for mønt-, brugt-, antik- og auktions- brancherne. Skandinavisk professionel fik fængselsstraf for "at udnytte en købers vildfarelse"

Domsteksten fra: Landsretten 04.08.2004

Domsteksten fra: Byretten 06.02.2004

Dagbladet Holstebro-Struer Avis skriver om bedrageridommen 06.02.2004 ved Byretten i Struer

En dommer:  Kære møntsamlere. I må ikke snyde hinanden ! Og hvis I alligevel gør det, putter jeg Jer i fængsel . . . . . .